Hvis du eller en kollega bliver arbejdsskadet, hvad så?Hvis du eller en kollega bliver arbejdsskadet, er det meget vigtigt, at der bliver foretaget en anmeldelse og ikke mindst, at den bliver foretaget rigtigt. Mange arbejdsgivere anmelder desværre skaderne forkert, enten af uvidenhed eller med fuldt overlæg, for at deres præmie ikke skal stige. Det bedste du kan gøre for dig selv eller din kollega er at rette henvendelse til miljøsekretariatet, som behandler alle arbejdsskader. AnmeldelseEn arbejdsskade skal være anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen eller arbejdsgiverens forsikringsselskab senest 1 år efter skaden er opstået. Er den ikke det, kan skaden som hovedregel ikke behandles, og du mister retten til en eventuel erstatning. Du skal som skadelidt have modtaget et brev fra Arbejdsskadestyrelsen eller fra arbejdsgiverens forsikringsselskab, hvor de kvitterer for modtagelsen af anmeldelsen. Har du ikke et sådant brev, kan du være sikker på, at skaden ikke er anmeldt korrekt. Når skaden er sketDet er vigtigt, når skaden er sket, at sikre beviser til brug senere i sagsforløbet. Bliver du eller en kollega arbejdsskadet, så tag billeder - og gerne mange - af årsagen til skaden, så vi ikke senere skal diskutere, hvad og hvorfor det skete. Få gerne navne og adresser på vidner. Få senere en kopi af referatet fra sikkerhedsudvalgsmødet, hvor arbejdsulykken er blevet behandlet. Tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerteTabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte kan man ikke få, hvis skaden kun er anmeldt efter Arbejdsskadelovgivningen. I mange sager viser det sig, at arbejdsgiveren kan gøres ansvarlig for en arbejdsskade/ulykke efter Erstatningsansvarsloven. Få altid din sag vurderet for ansvar i Metal Hovedstaden, som vil hjælpe dig, hvis vi kan påvise ansvaret. Husk at det er skadelidte, der skal bevise, at arbejdsgiveren er ansvarlig for skaden/ulykken. Arbejdsbetingede lidelserHvis du får en sygdom, som du mener er opstået grundet dit arbejde eller den måde arbejdet er udført, kan det være, at du har mulighed for at få erstatning. Sygdommen skal dog anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen, også her kan Metal Hovedstaden være behjælpelig. SagsbehandlingVi kan ikke på nogen måde anbefale, at skadede medlemmer selv begynder at udfylde svarskemaer til Arbejdsskadestyrelsen, idet spørgsmålene er udfærdiget på en måde, så de fleste svarer det forkerte. Når man én gang har underskrevet sit spørgeskema, kan man ikke senere ændre på sine forklaringer. Vi skal anbefale alle at henvende sig hurtigt, hvis der sker en arbejdsskade. En arbejdsskade kan i nogle tilfælde også ske på vej til eller fra arbejdet afhængig af, hvor man møder og hvad man laver. I må hellere henvende jer én gang for meget end en gang for lidt! Sekretariatet giver også vejledning om dødsfalds- og invaliditetssum i forbindelse med Industriens Pension og Pension Danmark. Fra mødet om arbejdsbetinget cancer kan du læse mere her - Anmeldelse Kræft Har du mistanke om, at du kan have været udsat for asbest, så læs her - Anmeldelse Asbest
|